Vidensbase

Ansættelsesbevisloven: Krav, frister og bod

Skrevet af juristerne bag Personalejuristen hos Visma DataLøn A/S. Læs om os og vores redaktionelle principper.

Ansættelsesbevisloven blev moderniseret i 2023, da EU-direktivet om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår blev gennemført i dansk ret. Loven gælder for stort set alle ansatte med en gennemsnitlig arbejdstid på mere end 3 timer om ugen over en fireugers periode. Den stiller krav til hvilke oplysninger, du som arbejdsgiver skal give skriftligt, og hvor hurtigt.

To frister du skal kende

En del af oplysningerne skal gives senest 7 kalenderdage efter ansættelsens start. Resten skal gives senest 1 måned efter ansættelsens start. I praksis er det nemmest at samle det hele i ansættelseskontrakten og udlevere den, inden medarbejderen begynder.

Skal gives inden for 7 dage

  • Parternes navn og adresse
  • Arbejdsstedet eller oplysning om, at arbejdet udføres flere steder
  • Stillingsbetegnelse eller beskrivelse af arbejdet
  • Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt
  • Forventet varighed, hvis ansættelsen er tidsbegrænset
  • Løn, tillæg og udbetalingsterminer
  • Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid samt regler om overarbejde og vagtændringer
  • Eventuel prøvetid og vilkårene for den

Skal gives inden for 1 måned

  • Ret til ferie, herunder om ferien er med løn
  • Opsigelsesvarsler eller reglerne for at fastsætte dem
  • Ret til uddannelse, som arbejdsgiveren tilbyder
  • Pensionsordninger og hvilke socialsikringsinstitutioner der modtager bidrag
  • Kollektive overenskomster eller aftaler, der regulerer ansættelsen

Hvad koster det at lade være?

Får medarbejderen ikke sit ansættelsesbevis, eller er oplysningerne mangelfulde, kan domstolene tilkende en godtgørelse. Niveauet afhænger af, hvor grov og undskyldelig manglen er, og om den har haft konkret betydning for medarbejderen. Bagatelagtige fejl uden betydning udløser typisk et symbolsk beløb, mens systematiske eller væsentlige mangler kan blive markant dyrere. Dertil kommer, at et uklart ansættelsesbevis ofte fortolkes til ugunst for arbejdsgiveren, hvis der senere opstår uenighed om løn, arbejdstid eller opsigelsesvarsel.

Ændringer i vilkårene

Ændrer du et vilkår, som skal fremgå af ansættelsesbeviset, skal medarbejderen have skriftlig besked hurtigst muligt og senest på det tidspunkt, hvor ændringen træder i kraft. Er der tale om en væsentlig ændring til ugunst for medarbejderen, fx lønnedgang eller ændret arbejdstid, skal ændringen desuden varsles med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel. Det er her, mange virksomheder træder forkert.

Andre nye rettigheder fra loven

Med gennemførelsen af direktivet kom også regler om, at prøvetid som udgangspunkt højst kan udgøre 6 måneder, at medarbejdere må have sidebeskæftigelse medmindre det er uforeneligt med jobbet, og at medarbejdere med uforudsigelig arbejdstid skal have oplyst referencetimer og referencedage samt et rimeligt varsel for vagter.

Relaterede emner